Ansari-krigernes hengivenhed for Mesteren

Sejren ved Hunain skaffede et rigt bytte og meget af det blev givet til Mekka-boerne, der havde antaget Islams lære, kun få uger i forvejen. Dette syntes uforståeligt for de unge Ansari-krigere. "Den Hellige Profet er urimelig venlig mod sin egen stamme", sagde de, "vore sværd er farvet røde af blod, mens Quraishierne belæsses med gaver". "Disse ord nåede Den Hellige Profets ører, og han sammenkaldte de utilfredse Ansari-krigere og sagde: "Oh Ansarier! Hvad er det for en helt ny ting I har fundet i jeres hjerter? I var i vildrede og Allah viste jer vejen. I var hinandens fjender og Allah gjorde jer til brødre. I var fattige og Allah gjorde jer rige". "Sandt nok" sagde en Ansari. "Allah og hans Apostel har været meget barmhjertige imod os". "Men" fortsatte Den Hellige Profet, "I kan sige, at I gav Islam et sikkert hjem, og det er sandt nok. Mine kære Ansari-venner; jeg skænkede disse mennesker denne verdens ubetydelige ting, for at deres hjerter kan vindes for Islam. Men I, er allerede velsignet med Islams uvurderlige gaver. Synes I ikke om, Oh Ansarier, at folk
tager får og geder med sig, og at I tager Allahs profet til jer. Oh Allah, se i nåde til Ansarierne, deres børn og deres børnebørn." Ansari-krigerne blev dybt rørte, og de græd så meget at deres skæg var våde af tårer.

Missionens fuldendelse
I Hidjrahs niende år, fandt Islams første Hadj sted. Den Hellige Profet var selv ude af stand til at lede den, så han sendte Abu Bakr, som sin stedfortræder. Dette og de efterfølgende år blev markeret ved Islams hastige udbredelse. Grupper af mennesker fra de fjerneste dele af Arabien strømmede til Medina. Her tilbragte de nogen tid, lærte de principielle ting og øvelser i den nye religion. Derefter drog de tilbage til deres egne stammer og lærte dem, om Islams tro og lære.

Den sidste valfart
I Hidjrahs 10. år sendte Den Hellige Profet besked ud over hele landet, at nu drog han på pilgrimsrejse. Kvinder og mænd fra hele Arabien, begav sig mod Mekka. Antallet nærmede sig 100.000 troende. På den 26. Dhul-Qaada var denne mængde på vej mod Mekka. Efter en vandring på omkring 10
kilometer iførte Den Hellige Profet sig pilgrimmenes dragt (Ihram), og hans ledsagere gjorde det samme. Derpå råbte han højt: "Her er jeg, Herre! Her er jeg til din tjeneste. Ingen er din lige, Oh Allah!" Ordene blev gentaget af tusinder af stemmer og hele ørkenen genlød af disse råb. På den 5. Dhul-Hidja nåede Mesteren til Mekka. Da han kom til Kaabaen gik han rundt om den syv gange. Dernæst besteg han Djebel Safa og erklærede: "Ingen anden er værd at tilbede end Allah, og han har ingen jævnbyrdige. Alle lovprisninger og velsignelser tilkommer ham alene. Det er ham som skaber liv og død. Han holdt sine løfter, hjalp sin tjener og han knuste fjenderne".

Det sidste budskab
Den 9. Dhul-Hidja drog Mesteren til Arafat-dalen, og han red på sin kamel, Qaswa, mens han skuede ud over menneskehavet, der strakte sig så langt øjet rakte. Fra sin sadel fremsagde han sin berømte afskedstale, og hvert eneste ord, blev tydeligt gentaget af råbere, der var hensigtsmæssigt placeret i mængden. "Oh folk", begyndte Mesteren, "lyt til mig. Måske er det sidste gang vi ses, her på dette sted.
Fra i dag af, er alle former for åger ulovlig. Allerførst vil jeg henvise til min onkel Abbas. På lignende måde findes der ikke længere blodfejder, og de skal alle straks indstilles. Til at begynde med, vil jeg tilgive de som slog min nevø Rabia ihjel. Vær venlig imod jeres kvinder. De har en forpligtelse til at leve rent og godt, mens I har til opgave at sørge for deres behov og velvære. Vær venlig imod jeres slaver, og giv dem den samme slags mad, som I selv spiser. Giv dem ligeså gode klæder, som I selv bærer. Alle muslimer er brødre, og alle mennesker er lige. Fødsel, hudfarve og race gør ikke et menneske bedre end et andet. Husk at en islamisk broders liv, ære og ejendom skal være mere hellig for jer end denne dag, denne måned og dette sted. Jeg har efterladt to vægtige ting bag mig: Koranen og mit personlige eksempel. Hvis I holder fast ved disse, vil I aldrig fåre vild". Efter hver sætning, holdt Mesteren en pause, og en tilhænger, der stod lige ved hans side, gentog ordene højt og tydeligt. Mesteren ville være absolut sikker på, at alle i mængden havde hørt alle hans ord. Da talen var til ende, indtrådte der en lang pause. Mesteren spurgte folket: "Har jeg nu overbragt Allahs budskab til jer alle?" "Ja", svarede
menneskemængden igen. Den Hellige Profet vendte blikket mod himlene og sagde: "Herre! Du er mit vidne".

Abu Bakr græder
Kort efter talen blev følgende vers åbenbaret: "I dag har jeg gjort jeres tro fuldkommen og fuldbyrdet mine velsignelser af jer og valgt Islam til at være jeres religion" (surah al-Mâidah âyah 3). Dette var gode nyheder for folket, men Abu Bakr begyndte at græde. "Hvorfor disse tårer?" blev han spurgt. "Du skulle hellere føle glæde". "Jeg har en grund til at græde" svarede han. "Nu da den guddommelige mission er fuldendt, vil vi ikke have Den Hellige Profet iblandt os ret meget længere". Islams anden pilgrimsfærd står som en milepæl i troens og religionens historie. Dette var Mesterens sidste Hadj, og her overgav han sit sidste budskab til folket. Hadjen markerede ligeledes troens endelige fuldkommengørelse.

Den sidste sygdom
Abu Bakr's frygt gik i opfyldelse. To måneder efter Hadjen blev Den Hellige Profet alvorligt syg, med høj feber og en voldsom hovedpine. Alligevel fortsatte han med at udføre sine daglige pligter.

På sygdommens femte dag, drog han til Uhud og bad for martyrerne, der var begravet her. Dernæst vendte han sig mod de tilstedeværende muslimer og sagde: "Jeg frygter ikke, at I vil vende tilbage til afgudsdyrkelse, når jeg er borte. Men jeg frygter derimod, at I vil blive så fortabte i denne verden og dens anliggender, at I vil løbe efter en andens tale. Da vil I forgå, som andre har gjort det før jer". Den Hellige Profet fortsatte med at lede bønnerne, indtil han blev så svagelig, at han ikke længere kunne gå til moskeen. Derfor bad han Abu Bakr om at overtage hvervet i sit sted.
Den sidste prædiken
Fire dage inden sin død tog Den Hellige Profet et bad, midt på dagen, og gik til moskeen hvor Abu Bakr netop da ledte den tidlige aftenbøn. Han ønskede at træde tilbage, men Den Hellige Profet, lod ham med et tegn forstå, at han skulle fortsætte. Selv satte han sig ved Abu Bakrs side, og fremsagde bønnen. Da denne var overstået, henvendte han sig til forsamlingen, og sagde: "Allah gav en af sine tjenere valget mellem denne verdens glæder og de glæder der findes hinsides. Han valgte det sidste".
Abu Bakr forstod straks, at Den Hellige Profet henviste til sig selv, og begyndte at græde fortvivlet og udbrød: "Oh Allahs Udsending! Må vore liv og vore børns liv blive ofret for dig! Hvilke dårlige nyheder er dette ikke?" Mesteren forblev rolig og fortsatte: "Oh Muslimer! Vær gode ved Ansarierne. De har gjort deres pligt; gør I nu jeres pligt imod dem. Jeg har kun viderebragt Allahs budskab.
Jeg har ikke tilføjet noget og heller ikke holdt noget tilbage. Ve jøderne og de kristne! De tilbeder deres profeters og hellige mænds grave. Jeg forbyder jer at gøre ligeså. Hvis der er nogen jeg vil kalde


min ven, så må det være Abu Bakr. Men det eneste virkelige venskab, jeg kender, er Allahs venskab. Oh, min datter Fatima! Oh min tante Safiya! Gør noget for jeres sjæle. Jeg er ikke i stand til at hjælpe jer imod Allahs vilje".

Til Gud i det højeste
Dagen før sin død, kom Den Hellige Profet pludselig i tanke om de syv guldstykker han en gang havde skænket Aisha, til almisse for de fattige. "Aisha", spurgte han, med svag stemme, "hvordan er det med disse guldstykker?" "Jeg har været så optaget af din sygdom", undskyldte hun sig, "at jeg slet ikke har haft tanke for penge". "Hurtigt, skynd dig, og giv dem straks bort", forlangte Mesteren. "Hvordan kan jeg møde Herren, hvis jeg efterlader noget guld, som min ejendom?"
Om morgenen den 12. Rabiul-Awwal blev Den Hellige Profets tilstand pludselig bedre. Feberen syntes at være forsvundet og hans ansigt fik en mere strålende kulør. Alle troede, at han nu var udenfor fare. Men ved middagstid blev situationen igen katastrofal. Mesteren mistede bevidstheden gentagne gange. Selv i dødskampen glemte han ikke sin Herre og Skaber. Ordene "Tilgiv mig Herre" og "Til Gud i det højeste" var uafbrudt pa hans læber.
"Vær opmærksomme på at I beder jeres bønner rettidigt, vær venlig imod jeres slaver og tjenestepiger" var nogle af de andre formaninger, som han heller ikke glemte at gentage.
Hans hoved hvilede i Aishas favn. Pludselig blev det tungt, og ordene "Til Gud i det højeste" hørtes for sidste gang, og i det næste øjeblik var Den Hellige Profet hos Gud i det højeste.

(Må Allahs fred og velsignelser være med Muhammad og alle hans tilhængere).