Aminas drøm

Da den velsignede fødsel nærmede sig, begyndte Amina at få vidunderlige drømme. I en af dem, så hun et blændende lys komme ud af sin krop. Det spredte sig mere og mere, indtil det oplyste hele universet. Hver eneste krog, hvert eneste hjørne på hele kloden blev oplyst deraf. Amina blev forbløffet over sin drøm, men var alligevel ikke klar over, at det var et varsel om det kommende barns storhed. Hun havde også en anden vidunderlig drøm, hvor hun så op imod himlen og så en engel nærme sig, indtil den stod foran hende. "Her er godt nyt til dig, oh mor til den velsignede profet! Din søn vil blive menneskehedens frelser, og du skal kalde ham Ahmed". Det var med blandede følelser, at Amina tænkte over sine drømme. Hun var lykkelig ved tanken, om at hun skulle blive den stolte mor, til denne verdens forløser, men tanken om at han
skulle blive forældreløs gjorde hende bedrøvet. Amina talte med sin svigerfar, om sine drømme. Abdul Muttalib følte også, at de varslede om en stor fremtid for hans ufødte barnebarn. Af alle sine sønner havde den gamle sat størst pris på Abdullah, og sønnens død kom for ham som et frygteligt chock. Aminas drømme bragte den gamle mand megen lindring. Hans barnebarn skulle blive ganske anderledes end noget andet barn.

Den velsignede fødsel
Omsider kom det lykkelige øjeblik. Tidligt om morgenen mandag den 22. april 571 blev Allahs sidste profet født. Ham som hele verden havde ventet på, kom omsider. Det skete i det lykkelige forår. Der var glæde overalt, såvel på jorden som i himlene. Den gode nyhed blev bragt til Abdul Muttalib, der straks løb til Aminas hus. Han var ude af sig selv af glæde, da han så det himmelske spædbarn. Aldrig før havde han set et så dejligt og strålende ansigt. Han tog barnet i sin favn, og gik direkte til Kaabaen. Her gik han rundt og rundt om Allahs hus mens han holdt den lille nye i sine arme. Derpå bragte han barnet tilbage til Amina. Da barnet var en uge gammelt, gav Abdul Muttalib et stort festmåltid. Hele Quraish-stammen var indbudt. "Hvilket navn vil du give barnet", blev han spurgt. "Jeg kalder ham Muhammad (den lovpriste)", var svaret. "Men hvorfor dette usædvanlige navn?" blev gæsterne ved med at spørge. "Ingen anden i din slægt har tidligere båret dette navn". Med en mine af stolthed, svarede bedstefaren: "Det ved jeg, men dette barnebarn er heller ikke som noget andet barn. Jeg ønsker at jorden og himlene skal blive fyldt med lovprisninger til hans ære." Således fik Aminas barn to navne. Hun kaldte ham selv Ahmad. Dette navn blev givet ham af englen. Bedstefaren benævnte ham Muhammad. Begge navne er profetiske. Barnet var bestemt til at blive menneskehedens største velgører, og skulle befri menneskenes sjæle fra alle lænker. Han skulle gøre sig fortjent til evig taknemmelighed og lovprisning. Og han skulle også vise verden Allahs storhed, som ingen anden før eller siden havde været i stand til det. Barndom
Selv i denne fjerne tid, var Mekka en temmelig stor by, hvor der boede alt for mange mennesker. Byens velstående indbyggere anså ikke Mekka for et godt sted for de opvoksende børn, at være. De plejede derfor, når deres nyfødte var omkring en uge gamle, at sende dem ud på landet, hvor de blev opdraget af ammer. Den friske luft, og de frie omgivelser i ørkenen var til livslang glæde for børnene. De blev stærke og frygtløse, og de tillagde sig landboernes rene sprog. Som vanligt kom ammerne til Mekka, for at se efter børn, og naturligt ønskede enhver af dem, børn fra de rigeste forældre. Rige forældre betød stor belønning. På denne måde vandrede ammerne fra hus til hus, for at finde, hvad de ønskede. I blandt ammerne var også Halima Saadia. Hun vandrede gade op og gade ned men indtil nu havde hendes søgen været forgæves, og efterhånden troede hun, at hun skulle vende tomhændet hjem igen.
Halimas mand, Harith, havde fulgt hende ind til byen. En dag kom hun tilbage til deres herberge, endnu mere træt og opgivende end ellers. "Hvad er der galt, kone?", spurgte han. "Er der ingen børn, som vi kan tage med os hjem?". Halima svarede: "Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige. Der er kun et faderløst barn tilbage. Hans strålende udseende vil erobre dit hjerte, men du kan ikke være sikker på hvad resultatet vil blive, af dine anstrengelser". "Halima", sagde Harith: "gå straks og hent barnet. Hvem ved om det måske bringer os held". Derpå vendte Halima og Harith tilbage til deres hjem i ørkenen med Aminas barn. Kun lidet anede Halima, at hun af alle ammer, var den heldigste. Hun skulle være plejemor for det største menneske i historien, og han belønnede hende da også, som intet andet plejebarn kunne gøre det. Fra det øjeblik Halima tog spædbarnet i sin favn, fyldtes hendes hjerte af en mærkelig følelse af fred og glæde. Hun følte, at hun var den lykkeligste kvinde i verden. Alle sorger og bekymringer forlod hende pludselig. Snart blev Halima og Harith meget stolte af deres plejebarn. I forvejen havde de fire børn, og det nye barn blev hurtigt højt elsket af de øvrige børn. Aminas faderløse søn bragte en usædvanlig lykke ind i sit nye hjem. Den lille ørkenhytte blomstrede pludselig op. Alting fremstod nu i et helt andet lys. Hele atmosfæren omkring huset syntes nu fuld af liv og håb. Hele familien følte forandringen. En uforklarlig tilfredshed fyldte deres hjerter. Deres geder og får voksede sig tykkere, uagtet de spiste det samme som de plejede. Ja de gav endog mere mælk. Hele familiens liv blev rigere og dybere. Harith og Halima blev det lykkeligste par i Banu-Saad stammen, og helt naturligt stolte af deres gode held. Naboerne talte om dem, og ønskede at det havde været dem, der var de heldige.
Halima var glad for at se sit plejebarn vokse så hurtigt. Der var en usædvanlig glød i hans ansigt. Da han var to år gammel, bragte Halima, ham til Amina, der blev overvældet af glæde ved at finde sin søn ved så godt helbred. En epidemi rasede i disse dage i Mekka; derfor fandt Amina ikke at byen var et godt sted for hendes søn at opholde sig. Hun bad derfor Halima om at tage ham med tilbage til sit hjem, i ørkenen. Intet kunne glæde Halima og hendes familie mere. Hendes mand og børn blev glade ved atter at få det velsignede barn tilbage i deres midte.