Mærkelige hændelser

Halimas sønner tilbragte deres dage med at vogte får og geder. De førte hjorden ud i ørkenen hver morgen. Her græssede flokken omkring, hele dage, og knægtene fulgte dem, og havde opsyn med dyrene. Da deres plejebror voksede sig lidt større, tog de også ham med sig, og med øjnene vidt åbne, begyndte den lille at læse i naturens store bog. Ustandselig spurgte han om alt hvad han så omkring sig, for han var stærkt interesseret i at vide alt. Halima følte sig lykkelig. Hendes lille plejesøn voksede i såvel krop som sjæl.
Men besynderlige ting begyndte at ske. Halimas sønner så at den lille Muhammad, ikke var som andre børn, de kendte. Der var noget højst usædvanligt ved ham. Stenen hilste ham, når han passerede. "Fred være med dig, Oh Allahs profet", hørte de stemmer sige, men de kunne slet ikke få øje på hvorfra stemmerne kom. Ligeledes så de træer og buske bøje sig for Muhammad.
Disse begivenheder forvirrede drengene meget. En aften spurgte de deres mor. "Træer og buske bøjer sig for Muhammad (fred være med ham) og stenene hilser på


ham. Vi ser det næsten hver dag, men vi ved ikke hvad disse ting betyder". "Tal ikke om det til andre", udbrød Halima, "jeres plejebror er ikke noget helt almindeligt barn. Tag jer godt af ham, for at der ikke skal overgå ham noget ondt". Men en dag hændte der en frygtelig ting. Drengene vogtede dyrene som vanligt, da to engle iført snehvide gevandter, steg ned fra himlen. De kom hen til Muhammad (fred være med ham), tog hans skjorte af, og sønderrev hans brystkasse. Dette skræmte drengene. Grædende løb de hjem efter hjælp. Nyheden foruroligede Halima, der straks løb ud på marken, for at se hvad der var sket. På vejen mødte hun den lille Muhammad (fred være med ham), og hun råbte: "mit kæreste barn, hvem er det som ønsker at skade dig? Åh kære, kære hvorfor vil nogen prøve på at skade mit søde lille barn? Lad mig se, hvad der er sket med dig". "Ingen ønsker at skade mig, mor", kom svaret "det var kun englene. De sønderrev mit bryst og fyldte det med et guddommeligt lys. Men jeg følte ingen smerte. Jeg er ganske uden sår".
Halima blev forbavset over at høre dette, men var naturligvis også glad, da hun så at hendes plejebarn ingen skade havde lidt. Hun kunne ikke lade være med at føle stolthed over ham. Han var så ganske anderledes end andre børn! Men samtidig var hun også en smule bekymret, "Hvad betyder alle disse mærkelige hændelser" tænkte hun ved sig selv. "Ganske vist vil mit plejebarn blive sit lands stolthed, men jeg er en fattig kvinde, og er ikke i stand til at holde øje med ham, nu hvor han tilbringer størstedelen af dagen udenfor hjemmet. Jeg må hellere sende ham tilbage til hans mor". Halima talte med sin mand om situationen. Han var enig med hende. "Jeg ville ønske, at vi altid kunne have ham hos os", sagde Harith; "han har bragt os så megen lykke. Men jeg frygter at de mærkelige hændelser vil blive kendt, og måske vil onde mennesker prøve på at tilføje ham skade. Så dette må nu være tiden, hvor han drager tilbage til sin egen familie". Amina blev meget lykkelig, da hendes søn vendte hjem igen. Opholdet på landet havde gjort ham godt. Han havde en stærk krop og et strålende helbred. Han
talte Banu Saad- stammens rene arabisk. Han så ud som en engel, og var så fuld af løfter.

Aminas død
Aminas mand, Abdullah var begravet i Yathrib. Hvert år besøgte hun hans sidste hvilested. Da Amina også havde slægtninge i Yathrib tog hun sin lille søn med sig, for at han kunne lære resten af familien at kende. Mor og søn blev i byen i en måned. Når den lille dreng besøgte sin fars grav, fyldtes hans hoved af mærkelige tanker. "Far", udbrød han en dag, "Jeg kan lide byen her hvor dit støv er begravet". Da Amina var på vej tilbage til Mekka blev hun pludselig alvorlig syg, og døde kort tid efter. De andre kvinder, der rejste sammen med hende bragte Muhammad tilbage til Mekka. Han var da 6 år gammel, og uden mor og far.

Bedstefarens død
Aminas død kom som et chok for Abdul Muttalib. Den gamle mand tog sig af sit lille barnebarn, og elskede ham højt. Overalt hvor Abdul Muttalib kom frem, fulgte den lille Muhammad ham.
Pga. sin stilling som overhoved for Quraish-stammen var Abdul Muttalib reelt hersker over Mekka. Når Quraish-lederne mødtes til rådslagning foran Kaabaen plejede den store gamle mand, at sidde i midten, mens de øvrige placerede sig i en vis afstand, omkring deres leder. Den lille Muhammad (fred være med ham) sad altid ved hans side. To år senere døde Abdul Muttalib pludselig, og efterlod sig et antal sønner. Af disse var Abdullah og Abu Talib, sønner af den samme mor, og Abu Talib fik overladt hvervet at tage sig af den lille drengs videre opdragelse.

En elskelig onkel
Abu Talib var et hjertensgodt menneske, og han holdt mere af sin nevø, end af sine egne sønner. Han havde også gode grunde dertil, nemlig at den lille Muhammad (fred være med ham) var både yderst tiltalende og velopdragen. Han sagde eller gjorde aldrig noget, som mishagede andre, og prøvede på altid at være til hjælp for sin onkel og andre mennesker.


Abu Talib var på ingen måde nogen rig mand. Han havde en stor familie, hvis medlemmer måtte arbejde hårdt for at skaffe sig til føden. Drengene var fåre- og gedehyrder, men havde også, nu og da, andre tjenester og gøremål, at passe. Muhammad (fred være med ham) tog mere end sin del af arbejdet, da han ikke ønskede at være en byrde for sin onkel. Abu Talib så hurtigt hvor hensynsfuld hans lille nevø var, og dette gjorde ham endnu mere venlig imod drengen, og han tog drengen med overalt hvor han gik.

Kommende begivenheder kaster en skygge
Så stor var Abu Talibs ømhed for den lille, at han aldrig tillod ham at være væk for længe, ad gangen. Drengen var blevet 12 år gammel, da hans onkel skulle drage til Syrien på handelsrejse. Rejsen forventedes at tage nogle måneder. Den var lang og trættende. Abu Talib ønskede ikke at Muhammad (fred være med ham) skulle gennemgå rejsens strabadser, så han traf beslutning om at lade ham blive i Mekka. Men heri var drengen absolut ikke enig. "Jeg må rejse med dig, onkel", erklærede han
bestemt, "Jeg kan ikke forestille mig, at være væk fra dig så længe". Abu Talib tog derfor den unge dreng med sig på rejsen.
Karavanen drog afsted mod Syrien. Ørkensolens voldsomme stråler brændte hele dagen lang, men kunne ikke røre Abu Talibs nevø. En sky hang over hans hoved, fra solopgang til solnedgang, og skyen bevægede sig med karavanens fart. Når karavanen gjorde holdt, for at hvile, standsede skyen også. I byen Basra levede der en oplyst kristen præst, ved navn Buheira. Han vidste fra den hellige skrift, at tiden for den sidste profets genkomst nu var inde. Den kloge gamle præst vidste hvad Jesus havde ment med ordene: "Der er stadig mange ting, som jeg må sige til jer, men I kan endnu ikke tåle at høre ordene. Men når han, Sandhedens ånd kommer, vil han lede jer alle til sandheden". Præsten vidste også, at den ventede profet ville passere Basra omkring dette tidspunkt. Derfor stillede han sig hver morgen op på taget af sit hus og spejdede mod horisonten, og blev stående der hele dagen. Omsider så Buheira Abu Talibs karavane, og han fik hurtigt øje på den strålende knægt,
der red på en kamel. Han så endvidere en sky der hang over drengens hoved, for at beskytte ham imod solens brændende stråler. Buheira stirrede intenst på drengen, fra top til tå; der var ingen tvivl i hans sind, om at han for sig havde den ventede profet. Buheira kravlede skyndsomt ned fra taget og løb karavanen i møde. Den skulle overnatte i Basra. Efter aftensmaden talte Buheira med Abu Talib. "Hvem er denne dreng?" spurgte han. Abu Talib svarede, at det var hans søn. "Men det er umuligt", sagde præsten og rystede på hovedet. "Denne drengs far er død for længe siden". "Du har ret, kloge mand", svarede Abu Talib forbløffet. "Drengen er min nevø. Min bror døde få måneder før han blev født, men jeg tog ham til mig, og opdrog ham som var det min egen søn". "Det er som det skal være", sagde Buheira med et smil. Præsten stillede Muhammad (fred være med ham) mange spørgsmål. "Har engle vist sig for dig, og har du besynderlige drømme?" Drengen fortalte Buheira alt om sit møde med englene, og ligeledes om sine vidunderlige drømme.
"Det er nu klart som dagen, at du er Sandhedens ånd, som Jesus varslede", erklærede den kristne præst. "Jeg vil gerne kysse profetskabets segl på din ryg". Han løftede derpå drengens løse skjorte— og se! Der var tegnet på profetskabet! Buheira kyssede det igen og igen. Derpå sukkede han: "Jeg ville ønske, at jeg kunne blive en af dine ledsagere". Han vendte sig mod Abu Talib og sagde: "Pas godt på din nevø, thi han er den sidste profet, som verden har ventet på, i så lange tider. Tag dig i agt for jøderne, for at de ikke skal forvolde ham noget ondt". Abu Talib forstod ikke meget af hvad Buheira havde sagt. Han gjorde imidlertid sit ophold i Syrien så kort som det var muligt, og skyndte sig tilbage til Mekka