Sandhedens ånd

Mekkas stormænd var købmænd og
handelsrejsende. Abu Talib skaffede sig også sit udkomme på denne måde, og det var derfor naturligt at Den Hellige Profet blev inddraget i handel. Men han var ikke som andre handelsmænd, idet han var yderst ærlig og pålidelig. Han var venlig i sin tale, retfærdig og åben i sin handel. Han kom aldrig med en forkert udtalelse, men var oprigtig og redelig. Alle der handlede med ham, blev slået af den unge mands store kvaliteter. Det var næsten for utroligt, at noget menneske kunne være så oprigtigt. Engang bad en kompagnon Den Hellige Profet, om at vente på et gadehjørne. Kompagnonen lovede at være tilbage i løbet af få minutter, men han glemte imidlertid alt om sin aftale. I tre døgn stod Muhammad (fred være med ham) på gadehjørnet, og ventede. På den fjerde dag, kom kompagnonen tilfældigt forbi, og blev lamslået da han så sin ven, der hvor han sidst havde forladt ham, og blev meget bedrøvet over sin glemsomhed. Men Den Hellige Profet bemærkede med et smil: "Tag det nu roligt. Jeg lovede at vente på dig, indtil du kom tilbage, og som du ser har jeg holdt mit ord".En anden gang solgte Profeten nogle kameler.
Da kunden var gået kom Profeten i tanke om, at et af dyrene var lam på det ene ben, og han skyndte sig efter manden. Han indhentede ham snart, og gav ham pengene tilbage, og tog kamelen med sig hjem igen. Sådanne ærlige handler var uhørte i datidens Arabien. Snart spredtes historien vidt omkring; han blev elsket og respekteret af alle for sin ærlighed og sit venlige væsen. Den Hellige Profet blev kendt som "Al-Amin" og "As-Sadiq" (den ærlige, den sandfærdige eller Sandhedens ånd).

Ægteskab
I Mekka levede der en rig enke, ved navn Khadidja. Hun var ædel og smuk. To gange havde hun været gift, men begge hendes ægtemænd var døde, og havde efterladt hende i gode kår. For sine midler deltog hun i handelen på de omkringliggende lande, og hun udsendte agenter til mange byer og handelspladser. Da hun hørte om Den Hellige Profets ærlighed, overvejede hun at antage ham, som sin agent. Med et bud, lod hun ham tilgå besked om hvad hun ønskede, og han indvilgede da også heri. Khadidja sendte straks den unge pålidelige handelsmand til


Syrien, ligesom hun sendte sin betroede slave, Majsarah, med på turen. Rejsen blev en stor succes, og indbragte Khadidja en større fortjeneste end hun havde håbet på. Majsarah omtalte i rosende vendinger den nye agent. Khadidja var dybt imponeret over hans ærlighed og gode manerer. Så hun besluttede sig til at ægte ham.

Endnu en gang lod hun Den Hellige Profet få besked om sine planer. Mangen en rigmand i Mekka, havde forgæves bejlet til Khadidjas hånd. Hun havde afvist, at gifte sig med nogen af dem, fordi hun regnede med, at de blot ville have hende på grund af hendes rigdomme. Men her var endelig en mand, som Khadidja ønskede at gifte sig med. Hun vidste af personlig erfaring, at han ville værdsætte hendes store kvaliteter og ikke hendes velstand. Derfor tilsendte hun ham ægteskabstilbudet. Den Hellige Profet talte derom, med sin onkel og med andre slægtninge, som straks rådede Muhammad (fred være med ham) til at acceptere. Kort tid efter ægtede Khadidja Den Hellige Profet. Hun var da 40 år, mens han var 25 år.
Familieliv
Ægteskabet blev lykkeligt. Khadidja elskede sin mand højt og jo tættere de kom hinanden, desto mere voksede hendes ømhed for ham. Alle hendes rigdomme tilhørte nu også ham, og dette gjorde Profeten bedre egnet til at tjene menneskeheden, end tidligere. Khadidja havde i sit hus en slave, ved navn Zaid, som hun skænkede ham i bryllupsgave. Han frigav straks Zaid og adopterede ham som sin søn. Khadidjas andre slaver og tjenestepiger modtog på lignende vis, den bedste behandling. Den Hellige Profet tiltalte dem aldrig som "min slave" eller "min tjenestepige", som andre mennesker havde for vane, at gøre. Altid kaldte han dem "min søn" eller "min datter". Efter ægteskabets indgåelse tog Den Hellige Profet vare på Khadidjas mange forretninger. Men hans hjerte var andetsteds. Rigdommene betød ingenting for ham. Han anså penge for at være et middel, hvormed han kunne hjælpe andre. Med sine rigdomme løskøbte han adskillige slaver og tjenestepiger. Det gjaldt især de slaver der led mest under deres herrers hårdhændede behandling.


Den Hellige Profet betalte også gælden for fattige folk, der selv var ude af stand dertil. Det gode par levede et lykkeligt liv. Allah skænkede dem syv børn — tre sønner og fire døtre. Sønnerne døde i en tidlig alder, mens døtrene voksede op og blev gift. Den ældste søn blev kaldt Qasim, og det var ham som gav sin far efternavnet Abû Qasim (far til Qasim). Så stor var farens kærlighed til sin søn, at han sidenhen holdt af at blive tiltalt med dette navn. Den Hellige Profet var en elskelig far og en god ægtemand. Hans kone lovpriste ham udelukkende. Han elskede sine børn højt, og tog sig af deres mindste behov. Når nogen af børnene var syge, sad han hos dem dag og nat. Han var i sandhed det mest hjertensgode menneske. Så snart han så et menneske i nød, smeltede hans hjerte, og han gjorde alt, hvad han kunne for at lindre den nødlidende. De stolte Mekka-boere anså deres kvinder for deres ejendom. Kvinderne måtte tage sig af alt det huslige arbejde. Hvis manden var rig, havde han tjenestepiger eller slaver, til at hjælpe hustruen. Men sådan var det ikke med Muhammad (fred være med ham). Han frigav alle Khadidjas tjenestepiger og hjalp selv sin
hustru. Han fejede gulvet og udførte alt slags arbejde. Han delte fuldtud familiens lykke og bekymringer med Khadidja og børnene.