Islams broderskab

"Enhver muslim er bror til alle andre muslimer" lyder Islams lære. Denne lærdom blev sat på sin første store prøve i Medina. Flygtningene fra Mekka havde hverken hjem eller penge. De fleste af dem, havde tidligere været ret velstående folk, men Mekka-boerne havde ikke givet dem lejlighed til at bringe noget med sig. Den Hellige Profets første problem blev derfor at finde bolig til disse mennesker.
Islams broderskab løste ethvert spørgsmål. Mesteren tilkaldte en Ansari (Medina-boer) og en Muhâdjir (flygtning), og sagde: "Fra nu af er I brødre". Båndene imellem disse to blev langt stærkere end blodets bånd var. Ansarien gav sin bror fra Mekka halvdelen af alt hvad han havde - hus, jord, penge og andre ejendele. Aldrig tidligere havde verden kendt et sådant broderskab.

Profetens moske
Nu var Yathrib Profetens by, og det hastede med at bygge en moske. En grund blev købt, tæt ved Abu Ayyub al-Ansaris hus og her blev Medinas første moske opført.
Den havde vægge af soltørret mudret jord og et tag af palmeblade. Tæt ved den nye
moske opførtes en hytte til Mesterens familie. Under konstruktionen af moskeen arbejdede Den Hellige Profet atter som arbejder. Han bar de tunge stenblokke, som bøjede hans ryg under deres vægt.
"Kære Mester", sagde hans tilhængere, "der er nok af os til at gøre arbejdet. Det er bedre at du hviler".
"Nej!" kom svaret straks, "også jeg må slide i det, akkurat som mine ledsagere gør det".
Moskeen dækkede et stort område. I et hjørne blev der rejst en forhøjning, med et stråtækt tag, hvor Ashabus-Suffa skulle bo. Det var mænd, der hverken havde hjem eller familier, og de havde kun liden interesse i verden og dens anliggender. Meget af deres tid blev brugt på at iagttage og nedskrive hvad Den Hellige Profet sagde og gjorde. For at opretholde livet indsamlede de træ og solgte det i bazaren.
Yathrib viste sig at være en frugtbar jord for Islam. Byen var hovedsageligt beboet af Aws- og Khazradj-stammerne, der begge hurtigt søgte ind i Islams fold. Nogle jødiske familier boede der også. Skønt de var få i antal, var de temmelig rige og meget magtfulde. Den Hellige Profet indgik en overenskomst om gensidig hjælp, med dem.
På den måde fandt Islam et sikkert hjemsted i Yathrib. Her var der frihed til at vokse i styrke.

Mekka-boerne forbereder et angreb
Mekka-boerne kunne næppe forventes at forholde sig i ro mens Islam slog rod i Medina. Handel med Syrien var høvdingenes vigtigste næringsvej, og deres handelsruter lå ikke langt fra Medina. Derfor betød et stærkt Islam også at disse forbindelseslinier kunne blive truet. Derfor forberedte Mekka-høvdingene et angreb på Medina, førend det var for sent. Deres leder, Abu Sufyan, anførte en karavane til Syrien. Fortjenesten fra denne karavanes last skulle bruges til at udruste en hær med, og fjerne Islams nyligt grundlagte hjem. Muslimerne havde ikke været i byen i mere end et år, da underretningerne om de fjendtlige forberedelser begyndte at indløbe. I selvforsvar måtte også de lægge planer. De besluttede sig derfor til at angribe Abu Sufyans karavane, når den var på vej tilbage til Mekka. Men Abu Sufyan var imidlertid klog, idet han forudså faren, og valgte en anden rute, selvom den var længere.
Mekka-høvdingene besluttede sig til at indtage Medina ved et overraskelsesangreb, så de ville ikke vente indtil Abu Sufyan var kommet tilbage. En mængde mænd med våben strømmede fra Mekka og styrede mod Profetens by.

Næppe havde Abu Sufyans karavane passeret Medina, da rapporter begyndte at indløbe om, at en vældig hær snart ville stå foran byens porte. Medina skyndte sig febrilsk at forberede sig på angrebet.

Slaget ved Badr

Den muslimske ånd
Før de afsluttende planer, indkaldte Den Hellige Profet til et møde og forelagde sine ideer for folket. Muhadjir-lederne forsikrede ham om deres totale støtte. Men Mesteren ønskede at kende Ansariernes følelser. Da lederne så dette stod de frem, og sagde. "Oh Allahs udsending, vi vil adlyde dig, om så du befaler os at springe i havet". Et smil viste sig på Den Hellige Profets ansigt, da han hørte svaret. Det blev besluttet at Muslimerne straks skulle drage ud for at hindre fjendens videre fremmarch.
I måneden Ramadan drog Den Hellige Profet ud fra Medina, i spidsen for en hær på 317 muslimer, heriblandt to unge knægte. Der var kun ganske få heste og de troende var ikke iført harnisk. Mekka-hæren bestod af omkring 1000 mænd, der alle var velbevæbnet, og af næsten 300 heste og 700 kameler. Ved Badr, en landsby 100 kilometer fra Medina mødtes de to hære, og her slog de også lejr for natten. Hele natten lang lukkede Den Hellige Profet ikke et øje. Han stod foran Herren, grædende og bedende, om en muslimsk sejr. "Herre", udbrød han, "Quraish er opsat på at bringe døden til din Profet. Herre! Kom os til hjælp. Hvis denne håndfuld muslimer omkommer i dag, hvem skal da tilbede dig herefter?" Tidligt næste morgen, fredag den 17. Ramadan, stod de to hære overfor hinanden. Den Hellige Profet arrangerede selv sine linier. Derefter gik han til den lille løvhytte, der var lavet til ham. Her faldt han på knæ i bøn, og bad Allah om at hjælpe muslimerne. Kampen begyndte med enkelte fægtninger. En stor Quraishhøvding, Utba, kastede sig ud i striden. Han var ledsaget af sin bror Shaybah og hans søn Walid. Tre Ansarier mødte dem. "I er ikke vore
ligemænd", udbrød den stolte Mekka-høvding; "send folk af ædlere blod til at kæmpe med os". Dette opildnede Hamza, Ali og Ubayda til at kæmpe med endnu større styrke. Hamza dræbte Utba, Ali Walid, mens Ubayda blev såret af Shaybah. Derpå kastede Ali og Hamza sig over Shaybah og slog ham ihjel. Ubayda blev båret tilbage til muslimernes lejr. Han døde ved Mesterens fødder, med et smil om læberne.

Allahs hjælp
Almindelig kamp begyndte nu. Mekkas hær var 3 gange så stor som muslimernes, og den var iført stål og harnisk. Men en mærkelig glød opildnede muslimerne. Mange af dem så deres egne slægtninge falde for deres sværd, men intet kunne standse hænderne der dræbte. Mesteren befandt sig i stadig bøn. De hårdt trængte tilhængere strømmede hen til ham efter inspiration og mod, men de fandt ham i samtale med sin Herre. Hans pande berørte jorden. Igen og igen gentog han "Herre opfyld dine løfter. Hvis denne flok muslimer omkommer i dag, vil der ikke være nogen tilbage, som kan tilbede dig". Omsider bragte Gabriel gode varsler om sejren.
Den Hellige Profet kom da ud fra sin hytte, og meddelte sine tilhængere de gode nyheder.

To Ansari-knægte
Abu Djahl, der kommanderede Mekka-hæren, var Islams dødsfjende, og enhver muslim ønskede at være den, der dræbte uslingen. To Ansari-knægte kom til Abdur Rahman ben Awf og spurgte "Onkel, hvem er Abu Djahl?". Onkelen udpegede den stolte Mekkakriger, der befandt sig midt i kampens hede, og i samme øjeblik faldt de to knægte over uslingen, som sultne ørne. De slog ham til jorden og skilte hans hoved fra kroppen. Mange andre Mekkakrigere blev dræbt på lignende måde, og snart mistede de øvrige soldater modet og flygtede. Muslimernes sejr var fuldstændig. Den første styrkeprøve gav Islam overtaget. Det var uden tvivl et sjældent mirakel. Allah, den almægtige havde skænket overmenneskelig styrke til en håndfuld af sine tjenere. Verden havde ikke set et sådant mirakel tidligere.
Krigsfanger
Muslimerne havde efter slaget ved Badr kun fjorten dræbte. Hos Mekka-hæren døde halvfjerds mænd, og et lige så stort antal blev taget til fange og bragt til Medina. Alle blev de venligt behandlet, og de troende gav dem bedre mad at spise, end de selv fik. Omsider blev fangerne frigivet efter at løsesummen var blevet betalt. Abbas, Den Hellige Profets onkel var blandt fangerne. Nogen sagde: "Vi må hellere lade Abbas gå uden at betale noget". "Nej, nej", sagde Mesteren, "Abbas er en rig mand, så han skulle langt snarere betale det dobbelte". Nogle fanger, der kunne læse og skrive, vandt deres frihed, ved at undervise ti muslimer i alfabetet.

Et vendepunkt i historien
Slaget ved Badr var tilsyneladende en mindre affære, som blev udkæmpet i et fjernt og ukendt hjørne af verden. Men den fremtidige udvikling i hele menneskehedens liv, afhang af kampens udfald. Som Den Hellige Profet tydeligt havde forudset ville muslimernes nederlag ved Badr have betydet en afslutning på Islams eksistens, og dermed også
afslutningen på al menneskelig værdighed. Sejren ved Badr gjorde med et Islam til en styrke, der måtte frygtes og respekteres. Fra nu af blev Islam en altovervældende styrke, der skulle tage vare på menneskenes hele liv, deres sjæle såvel som deres verdslige anliggender. Mesteren som hidtil havde været troens overhoved, blev nu også statens leder.

To ægteskaber
Kort tid efter slaget ved Badr skænkede Den Hellige Profet to af sine døtre bort til giftermål. Fatima, den yngste datter blev viet til Ali. Hendes medgift bestod af nogle få lerkar, en vandsæk og to håndmøller. Disse gaver skulle blive hendes livsledsagere, og i årene der fulgte, malede Fatima altid selv sit mel, og hentede selv sit vand ved brønden. Den anden datter, Umm Kulthum blev gift med Uthman ben Affan. Inden da var hendes søster Ruqayya blevet viet til samme Uthman, men hun døde efter kort tids ægteskab, og derfor skænkede Mesteren sin anden datter til Uthman. Således fik han titlen "DhunNurain" hvilket betyder "indehaveren af to lys".


Mekka-boerne lider under nederlaget ved Badr
At kampen skulle ende som den gjorde, var der ingen i Mekka der havde forestillet sig. Da nyheden nåede frem, afviste alle den, som usandhed. Men senere måtte de erkende, at det var rigtigt. Efter at have tilbragt nogle dage i tungsind og fortvivlelse, kom den naturlige stolthed tilbage. De besluttede sig til at udslette skammens nederlag, og de traf hurtigt forberedelser til endnu en krig mod Islam. Denne gang i en langt større målestok, end tidligere. En hær på 3000 mænd blev udrustet. Kvinderne marcherede med, sammen med deres mænd, brødre og svogre. De skulle komme med kampråb, og opildne krigerne til modige handlinger. De skulle også fange alle der forsøgte, at flygte, og sende dem tilbage til kamppladsen.
En overraskelse for muslimerne
Quraish'erne stillede en hær på mere end 3000 mænd på benene. Rasende af hævntørst begyndte denne masse at bevæge sig frem mod Medina. Mekka-hæren var på march, men muslimerne anede intet derom, og først da de fremmede befandt sig tæt ved Den Hellige Profets by nåede beskeden frem fra Abbas, Mesterens onkel. Disse underretninger gjorde naturligvis Den Hellige Profet meget urolig. Som sædvanlig fremlagde han sagen for folket. Nogle sagde, at det var bedst at blive inde i byen, og der slå fjenden tilbage, mens andre ønskede at kæmpe i det åbne land. Den Hellige Profet syntes bedst om den første plan, men da langt de fleste foretrak åben kamp besluttede han sig til at respektere flertallets ønske.

Hyklerne svigter
Det var en fredag. Efter at have gennemført den sene aftenbøn, iførte Mesteren sig sit harnisk og var nu klar til at lede sine mænd til slagmarken. Henvendt til tropperne sagde han: "Hvis I lægger jeres liv i Allahs hænder og står fast, vil sejren blive vor". Den Hellige Profet forlod nu Medina i spidsen for
1000 mænd. Da de skulle gennem byporten, skilte hyklernes leder Abdullah ben Ubayy sig ud fra hærskaren med sine 300 soldater. "Vi ønsker ikke at kæmpe i det åbne land", sagde han, der ønskede at kæmpe mod fjenden indenfor byens mure. Han brugte dette som undskyldning for at svigte, og reducerede hermed den Muslimske hær til 700 mænd.

Slaget ved Uhud
Uhud er en bakke få kilometer fra Medina. Den 11. Shawwal, marcherede Den Hellige Profet hertil og tog opstilling med bakken i ryggen. Derpå arrangerede han sine linier. Ved bakkens fod var der et smalt pas, som kunne blive farligt såfremt fjenden gjorde omkring, og lavede et bagholdsangreb. Halvtreds bueskytter blev derfor posteret der, med strenge ordrer om ikke at forlade deres stillinger, uanset slagets udfald. Slaget begyndte, som vanligt med spredte fægtninger, der snart blev efterfulgt af almindelig kamp. Uagtet at muslimerne var underlegne i antal, begyndte det snart at tynde ud i modstandernes rækker. Kvinder på begge sider, spillede også deres vigtige rolle. Quraishkvinder opildnede mændene og sang kampsange, mens
de muslimske kvinder forsynede krigerne med vand, og tog sig af de døde og sårede.

Sejr vendes til nederlag
En efter en blev flere af Mekka-hærens standart-bærere dræbt, og deres standarter lå dybt i støvet. De panikslagne Mekka-krigere glemte endog at tage sig af de gudebilleder, de havde ført med til kamppladsen. De hæslige ting lå med ansigtet i støvet, og kvindernes kampråb viste sig ikke at være til nogen nytte længere, idet deres mænd, og de selv med, flygtede, over stok og sten, efterladende et stort bytte. Ved synet af dette bytte glemte bueskytterne alt om de ordrer de havde fået, om at forsvare passet, og de løb frem for at samle de efterladte ting op. Khalid ben Walid, der endnu ikke var blevet muslim, var en af de fjendtlige generaler. Han så at passet var ubevogtet. Hurtigt ledte han en styrke ind gennem den trange kløft, dræbte de få bueskytter, der var blevet på deres post, og faldt den muslimske hovedstyrke i ryggen. Da de øvrige Quraish-ledere, der var på vild flugt, så dette, vendte de hurtigt om, og genoptog kampen.


Dette kom som en fuldstændig overraskelse for muslimerne. Sejr var indenfor rækkevidde, da de pludselig så sig indfanget i en dødelig fælde. Forvirringen spredtes, og for at gøre det hele endnu værre blev den muslimske standart-bærer Musab ben Omayr dræbt. Han lignede af ydre Mesteren selv, og hurtigt løb rygtet om at Den Hellige Profet var død, og dette var med til at ødelægge muslimernes kampvilje. Da de troede sig uden leder mistede de modet. Stor forvirring fulgte nu. Små lommer af kæmpende muslimer holdt endnu ud her og der, men også denne modstand blev brudt af den talstærke modstand. Det syntes nu som om ikke en eneste muslim skulle overleve katastrofen.

Muslimer dør for Mesteren
I mellemtiden stod Den Hellige Profet fast på jorden omgivet af sine trofaste medkæmpere. Abu Dudjana skærmede Mesteren med sin umådelige krop og Saad ibn Abi Waqqas holdt fjenden på afstand med sine pile. Det lykkes Kaab ben Malik at få et glimt af Mesteren selv. "Godt nyt, Oh muslimer; Allahs Profet er hos os", råbte han gennem kamplarmen. Alle vendte blikket imod stedet.
Ven og fjende strømmede til. Fra alle sider rullede bølger af rasende Mekka-krigere henimod den lille muslimske lomme, der omgav Mesteren. Men de troende stod som en stenmur rundt om deres Profet, og tilbageviste alle angreb med overmenneskelig styrke. Mange døde, og endnu flere blev såret. Så voldsom var kampen og vildskaben i fjendens angreb at Den Hellige Profet blev såret, idet han blev ramt i hovedet samt mistede to tænder. Blod strømmede ham ned ad kinden, men han var stadig så blid som nogensinde. "Hvilket håb for et folk, som farver deres profets ansigt rødt", udbrød han. Med sværdet i fremstrakt hånd, sagde Mesteren: "Hvem vil øve retfærdighed med dette sværd?" Abu Dudjana fik fat om våbnet og sprang på Mekka-krigerne som en vildkat. De unge Ansari-krigere dannede en solid ring omkring Mesteren og kæmpede med helt overmenneskelig styrke og mod. En Ansari-kvinde, Umm Ammara, tog sig af de sårede. Da hun så, at Mesterens liv var i fare, trak hun sit sværd og kastede sig ud i kampen. Også hun kæmpede desperat og modigt, til hun var hårdt såret.



Fjenden drives tilbage
Som kampen skred frem samlede hele den muslimske styrke sig rundt om Mesteren. Orden og tillid vendte tilbage. Langsomt blev fjenden trængt tilbage. Mesteren fulgt af sine mænd, steg op på Djebel Uhud, for at få et overblik over situationen. Mekka-krigerne fandt det ikke sikkert, at gå for langt frem, så de lod muslimerne blive tilbage, mens de marcherede hjemad mod Mekka. Slaget ved Uhud kostede muslimerne halvfjerds værdifulde liv, og iblandt de faldne var Hamza, en af Islams modigste sønner. Hans død gjorde Den Hellige Profet meget bedrøvet. "Dette er den sørgeligste ulykke, der er overgået mig", udbrød han, da han så Hamzas lemlæstede lig. "Må Allah forbyde, at jeg stilles overfor en sådan ulykkelig hændelse igen". I dyb sorg, blev martyrerne begravet og de troende vendte tilbage til Medina.

Islam vokser i styrke
Til trods for deres tilsyneladende sejr ved Uhud, mistede Ouraishlederne ikke deres ærefrygt for Islam.
I hjertet vidste de, at sejren i realiteten tilhørte Den Hellige Profet, og hans tilhængere, og at det kun var den skæbnesvangre fejltagelse hos nogle få muslimer (nemlig: bueskytterne i passet), der havde vendt muslimernes sejr til nederlag. For de stolte Mekka-boere, var der ingen tvivl om, at de ikke længere kunne modstå muslimernes religion. I de næstfølgende to år gjorde de da heller intet forsøg på at indtage Medina.

Det jødiske komplot
Jøderne i Medina var rige og mægtige, og med tiden, som Islam voksede sig stærk, blev de misundelige og begyndte at lægge hemmelige planer om at tilintetgøre religionen fuldstændigt. Disse planer blev heldigvis opdaget, og 2 af de 3 jødiske stammer måtte se sig nødsaget til at forlade Medina. Mange af dem bosatte sig i Khaybar, der fra da af blev et stærkt jødisk knudepunkt, og herfra blev jødiske agenter sendt ud over hele Arabien for at slutte landet sammen mod Islam.


Planen fungerede godt, thi med stor snilde og listighed vandt jøderne alle de elementer i landet, der var imod Islam, over på deres side. For at gøre fælles sag med Mekka-stammerne, gik de åbent ind for afgudsdyrkelse og glemte alt hvad de tidligere havde sagt og gjort til bekæmpelse af hedenskab. Som agenternes arbejde skred frem, lykkedes det jøderne at rejse en hær på omkring 24.000 mand. I Hidjrahs femte år bevægede denne arme sig mod Medina, hvor muslimerne skulle overlistes. Men en landsomfattende alliance kunne ikke holdes hemmeligt. Meldinger om de fjendtlige foreberedelser var lang tid i forvejen strømmet til Medina, og muslimerne var således forberedte på at møde den hidtil største hær i Arabiens historie.